Kort om Finanslovsforslaget
Regeringen fremlagde den 29. august 2025 sit finanslovsforslag "En bedre hverdag – et stærkere Danmark". Forslaget bygger på en vurdering af, at de offentlige finanser er sunde, og at Danmark står med et betydeligt økonomisk råderum. Alligevel er gymnasierne og VUC forbigået i prioriteringerne.
GL vil fortsat presse på for, at politikerne tager ansvar for en stærk og bæredygtig fremtid for hele den gymnasiale sektor.
Finanslovens betydning for det gymnasiale område
På det gymnasiale område er der kun tale om mindre justeringer:
-
Mindre besparelser som følge af to indkøbsbesparelser - statens indkøbsprogram (fase 19) og en samlet indkøbsanalyse – knap 100 mio. kr. på hele ministeriets område.
-
En mindre opjustering af basis- og uddannelsestypetilskud, men uden at rette op på de økonomiske ulemper ved få elever/kursister.
-
Forhøjelse af investeringsrammen i forbindelse med EPX-aftalen.
-
Midlertidige værnsregler, der skal forhindre dispositioner i strid med den politisk planlagte omlægning af uddannelses- og institutionslandskabet.
Behovet for et kvalitetsløft
Med årets taxameteromlægning og de kommende store reformer på ungdomsuddannelsesområdet kan det tolkes positivt, at regeringen undlader at foretage større omfordelinger eller nedskæringer. Men det er samtidig påfaldende, at der ikke er sat penge af til at give gymnasierne et tiltrængt kvalitetsløft.
GL mener, at der bør investeres i fastholdelse og udvikling af dygtige lærere, særligt i en tid præget af usikkerhed og store forandringer.
VUC-området: Stadig ingen varig løsning
Særligt bekymrende er det, at regeringen fortsat ikke adresserer den strukturelt svækkede økonomi på voksenuddannelsescentrene. Efter flere års nedskæringer og faldende elevtilgang, påvirket både af politiske aftaler og den samfundsøkonomiske udvikling, er behovet for en varig løsning presserende. Regeringen vælger ikke at handle, oprunder en række tilskud og uddeler stadig kunstigt åndedræt via puljen til økonomisk udfordrede afdelinger.
Øvrige initiativer
Finanslovsforslaget rummer enkelte initiativer på andre uddannelsesområder:
-
20 mio. kr. i 2026 til styrkelse af sprogfærdigheder på de videregående uddannelser. Dette hilser GL velkomment, men det bør følges op af lignende indsatser på det gymnasiale område. De gymnasiale uddannelser er fødekæde til sproguddannelserne på universitetet.
-
Afsatte midler til kvalitet på erhvervsuddannelserne og bygningsmæssige tilpasninger som følge af EPX-aftalen.
-
Tiltag på børne- og ungeområdet, herunder revision af de nationale trivselsmålinger – også på det gymnasiale område – samt mulighed for indholdsfiltrering på skolernes hjemmesider.
GL's vurdering
Samlet set giver finanslovsforslaget stabilitet i en tid med store reformer, men det adresserer ikke de centrale udfordringer i gymnasiesektoren. Gymnasierne har brug for investeringer i kvalitet og i gymnasielærerne, herunder efteruddannelse i forbindelse med den nye EPX-aftale. VUC-området har brug for en varig og holdbar økonomisk løsning – ikke nødpuljer.
GL vil fortsat presse på for, at politikerne tager ansvar for en stærk og bæredygtig fremtid for hele den gymnasiale sektor.
Har du spørgsmål til finanslov?
Så er du velkommen til at kontakte Anette Rachlitz på mail eller telefon og få svar på dine spørgsmål.
-
Anette Rachlitz