TR som formidler og talerør for kollegerne

En del af din rolle som tillidsrepræsentant er at mediere mellem kolleger og ledelsen i spørgsmål om løn og arbejdsforhold. Derudover bærer du ansvaret for være kontaktleddet mellem medlemmerne og GL.

Tillidsrepræsentanten som talerør for kollegerne

Tillidsrepræsentanten taler på vegne af kollegerne over for ledelsen i alle spørgsmål om løn og arbejdsforhold.  

Du har som tillidsrepræsentant ret til indsigt i løn- og ansættelsesforhold på skolen/kurset og kan henvende dig til ledelsen med forslag, henstillinger og klager over arbejdspladsens forhold såvel på eget initiativ som efter opfordring.

I pædagogiske og undervisningsmæssige spørgsmål kan grænserne for tillidsrepræsentantens opgaver være vanskeligere at drage; i praksis må det afhænge af samarbejdet med formanden for pædagogisk råd og øvrige lærerrepræsentanter.

Tillidsrepræsentanten er født medlem af det lokale SU/MIO. GL opfordrer tillidsrepræsentanten til at søge at blive næstformand for udvalget. Det er tillige GL's politik, at TR vælges som medarbejderrepræsentant til bestyrelsen, da TR - qua sin viden og uddannelse som TR - har gode kompetencer til at være medarbejdernes repræsentant i bestyrelsen. Som TR kan du samtidig sikre, at der er sammenhæng i den opgavevaretagelse, som du udfører i skolens interesse.

Det er tillige tillidsrepræsentantens opgave at hjælpe enkeltmedlemmer, der har brug for det i relation til deres arbejdsforhold. Opgaven er bl.a. at fremskaffe de fornødne informationer samt orientere om GL's mulighed for at løse eventuelle problemer. I forbindelse med lokale aftaler du ofte være den eneste, som kan besvare spørgsmålene fyldestgørende.

Mange forespørgsler kan besvares ved at henvise til, hvor oplysningerne kan findes: lønoversigter, overenskomsten, Gymnasieskolen, Pensionskassen osv. Skal oplysningerne søges i GL - centralt eller lokalt - er det normalt også din opgave at fremskaffe disse (det begrænser dog ikke det enkelte medlems adgang til at henvende sig direkte til sekretariatet). Mange informationer kan findes her på GL's hjemmeside.

Særligt krævende er tillidsrepræsentantens rolle ved personsager på skolen/kurset. Hvis der er en egentlig sag, skal ledelsen orientere dig, og du skal underrette GL. Der gælder klare regler for, hvorledes personsager skal behandles, krav til dokumentation, løbende orientering af TR samt lærerens ret til udtalelse vedrørende sagen. Ved tjenstlige samtaler med ledelsen er det meget vigtigt, at den pågældende lærer har tillidsrepræsentanten eller en anden kollega med til mødet for præcis at høre, hvad ledelsen har sagt. Det er vigtigt at pointere over for medlemmet, at medlemmet på ingen måde bør udtrykke sig skriftligt uden GL's medvirken.

Informationsformidling og forholdet til lærerne på skolen

Tillidsrepræsentantens styrke afhænger meget af forholdet til det øvrige lærerkollegium.  

Organisationsverdenen er på mange måder umiddelbart fremmed for skoleverdenen, og informationer og forklaringer er derfor ofte nødvendige for, at kollegerne og lærerværelset kan forstå, hvad der arbejdes med i GL - for slet ikke at tale om, hvilke grænser der er for GL's indflydelse.

På den enkelte skole dannes en GL-klub. Klubben skal være baggrundsgruppe for tillidsrepræsentantens arbejde, skabe øget interesse for GL-arbejdet på skolen og være det forum, hvor forhandlingsmandater fastlægges.

GL har udarbejdet vejledende vedtægter for GL-klubber og inspirationsmateriale til at få jeres klub til at fungere bedre.

Læs Vejledende vedtægter for GL-klubber

Få inspiration fra Det organiserede klubmøde

Kontaktled mellem medlemmerne og GL’s øvrige organisation

Tillidsrepræsentanten i forhold til GL centralt

Tillidsrepræsentanten er et vigtigt kontaktled mellem medlemmerne og GL centralt. Det er afgørende, at GL centralt bliver orienteret om, hvad der rører sig hos medlemmerne, samtidig med at medlemmerne bliver orienteret om, hvad GL gør og mener. Tillidsrepræsentanten skal orientere GL om alle sager af særlig betydning.

Tillidsrepræsentantens informationskilder:

  1. GL’s hjemmeside (herunder debatfora) og TR-nyhedsbreve

  2. Deltagelse i netværksmøder og i tillidsrepræsentantmøder/områdemøder

  3. Deltagelse i repræsentantskabsmøder

  4. Deltagelse i tillidsrepræsentantkurser og TR-seminar

TR i forhold til netværk

Tillidsrepræsentanter indgår i netværk. Tillidsrepræsentanter på private skoler og erhvervsgymnasier deltager herudover i de respektive områdemøder.  

Deltagelse i netværks- og områdestrukturens møder er en vigtig støtte for tillidsrepræsentantens arbejde, ligesom det giver en betydelig indsigt og indflydelse. Ud over de fysiske møder har hvert netværk et debatforum, som også anvendes til erfaringsudveksling.