Styr på budgettet

Her finder du gode råd, svar på spørgsmål og handlemuligheder i budgetprocessen på skolen for dig, som er medarbejderrepræsentant.

Introduktion

​​Elevnedgang, strammere adgangsbegrænsninger og usikkerheden omkring EPX betyder, at TR's arbejde med skolens budget de kommende uger er vigtig. Brug skolens øvrige tillidsvalgte og dine kolleger til at kvalificere arbejdet og til at få optimal indflydelse. 

Den aftalte finanslov for 2026 har minimal betydning for jeres budget og skolernes økonomi. Aftalen flugter med finanslovsforslaget. 

Overgangsordningen fra taxameterjusteringerne for 2025 spiller stadig en rolle for flere skoler. I oversigten fra Børne- og Undervisningsministeriet kan du se, om din skole er omfattet.

Hent og læs oversigten fra Børne- og Undervisningsministeriet

Den centrale kapacitetsfastsættelse overtaget af regionerne kommer igen til at spille en rolle for den enkeltes skoles økonomi. 

Styring i sektoren

Den enkelte selvejende institution er ansvarlig for sin egen økonomi. Størstedelen af institutionernes indtægt består af offentligt tilskud. Derfor er det også Undervisningsministeriet, der har det overordnede tilsyn med institutionerne – både i forhold til uddannelsesindhold og økonomi.

Det offentlige tilskud tildeles via et taxametersystem, hvor hovedparten af pengene tildeles på grundlag af aktivitet/antal årselever. Taxametrene er politisk fastsatte og fremgår af det enkelte års finanslov.

Der er krav om, at skolerne skal offentliggøre deres årsregnskab på Undervisningsministeriets hjemmeside. I den forbindelse udtager GL forskellige nøgletal for udbyderne af de gymnasiale uddannelser.​

GL følger udviklingen og søger at påvirke institutionslovgivning og de årlige finanslove på det gymnasiale område. For at følge hele sektoren indsamler GL desuden søgetal og klassestørrelser for stx, 2-årigt hf, hhx og htx.

Udover de offentligt selvejende skoler findes de private gymnasieskoler, hvis indtægter består af statstilskud og deltagerbetaling. Disse skoler har også bestyrelser som øverste myndighed, men de følger en anden institutionslovgivning, og der er bl.a. ingen krav om medarbejderudpegede bestyrelsesrepræsentanter.

Fællesskab styrker - organisér

Det er vigtigt, at alle inddrages og tager et medansvar. Overvej følgende:

  • Koordiner med andre tillidsvalgte, der også sidder med skolens økonomi - nedsæt evt. en erfaringsgruppe. ​

  • Koordiner med de øvrige medlemmer i SU - se evt. på det samlede undervisningsoverskud - og ikke kun for den gymnasiale undervisning, hvis der er anden undervisning på institutionen.

  • Hold møder med lærerkollegiet - informer og drøft problemer og løsninger.

  • Mobiliser evt. lærerkollegiet - tydelig opbakning til dine holdninger giver indflydelse.

Ofte stillede spørgsmål om skolens budget

Her kan du få svar på oftest stillede spørgsmål om skolens budget og regnskaber.

Har du udfordringer med skolens økonomi?

Hvis der er udfordringer med skolens økonomi, så kontakt sekretariatet for at få sparring og hjælp til at gennemskue økonomien, få juridisk bistand eller hvis du søger information om GL's støtteordninger til afskedigede medlemmer.