It i undervisningen skal både træne elevernes digitale kompetencer og fremme deres faglige indlæring
Samfundet har brug for digitale færdigheder i morgendagens arbejdsstyrke. Dog er der samtidig økonomer, der håber, at digitaliseringen kan medføre en optimering af resurseudnyttelsen i undervisningssektoren. Digitalisering og it bør indføres, hvor det øger kvaliteten, og ikke som et led i besparelser, for besparelsernes skyld.
Vi skal bruge it i undervisningen, så det styrker læringsudbyttet og kvaliteten i undervisningen. Vi skal som lærere leve op til reformkravene og herunder sikre, at vi udvikler elevernes digitale kompetencer. Det kræver, at der investeres i lærernes it-didaktiske færdigheder. Derfor skal det tema opprioriteres ved en kommende reform af pædagogikum, og de allerede ansatte læreres it-didaktiske færdigheder skal udvikles, så lærernes efteruddannelse medtænkes, når skolerne udarbejder en it-politik. Det er vigtigt, at der er sammenhæng mellem den brug af it i undervisningen, som man beskriver over for eleverne, og de rammer skolerne opstiller for lærernes efteruddannelse, support og rammevilkår.
En skoles it-politik skal være sammenhængende og først meldes ud, når der har været en intern debat i SU og pædagogisk råd om indhold og ambitionsniveau. Der skal være støtte til, at lærere kan kræve, at der lukkes ned for elevernes skærme i dele af timen, hvor der skal være direkte kontakt til eleverne. Det skal stå klart, at eleverne ikke kan forvente, at lærerne står til rådighed døgnet rundt for at besvare spørgsmål eller indlæg om undervisningen på skolens intranet.
Brug af MOOC’s (Massive Open Online Courses) og standardiserede e-lærings forløb har kun begrænset anvendelsesmulighed i ungdomsuddannelserne, hvor eleven både skal udvikles fagligt og samtidig skal udvikles som aktivt handlende socialt individ. Her er standardiserede forløb ikke sagen. Undervisningen skal tilrettelægges af læreren, så man tager højde for behovet hos hver enkelt elev i klassen, så alle udfordres og stimuleres.
OECD lavede en undersøgelse i efteråret 2015: Students, Computers and Learning - Making the Connection der viste at de lande, der havde investeret mest i it i undervisningen, havde en negativ korrelation til læringsudbyttet. OECD understregede, at det er afgørende, at der investeres i at efteruddanne lærerne, så de kan anvende it i undervisningen, når det er relevant til understøttelse af den faglige indlæring.
It kan også anvendes som en støtte i læringsprocessen og til at fremme differentieringen. Men det kræver en pædagogisk trænet lærer, der kan tilpasse de it-relevante materialer og andre traditionelle undervisningsmaterialer til de enkelte elevers behov. Når man taler om datastøttet undervisning, er afsættet, at man skal anvende redskaber, der genererer data om den enkelte elevs progression, så læreren kan tilrettelægge de kommende forløb under hensyntagen til de enkelte elevers behov.
En del at de nye e-bøger genererer data om de enkelte elever i takt med, at de besvarer de stillede opgaver. Skolerne bør i kontrakter med e-bogsleverandører sikre sig, at disse persondata ikke ejes af leverandøren og ikke må anvendes af leverandøren i kommerciel sammenhæng. Det er afgørende, at disse data alene befinder sig på skolen til brug for den enkelte lærer ved tilrettelæggelse af undervisningen.