Fleksjob og førtidspension

Hvis sygdom eller helbredsmæssige forhold betyder, at din arbejdsevne er varigt nedsat, kan der være forskellige veje videre. På denne side kan du læse om fleksjob og førtidspension.

På denne side finder du:

  • Information om fleksjob og hvordan arbejdsevne og arbejdseffektivitet vurderes
  • Overblik over førtidspension, herunder betingelser og sagsforløb
  • Viden om rehabiliteringsteamets rolle og den kommunale afgørelsesproces

Hvad er et fleksjob?

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​Fleksjob er job til personer med varig og væsentlig nedsat arbejdsevne, som ikke kan fastholde eller opnå beskæftigelse på ordinære vilkår på arbejdsmarkedet.

Et fleksjob er et almindeligt arbejde i en privat eller offentlig virksomhed og er omfattet af overenskomster og lønmodtagerlovgivning.

Hvis du har behov for et fleksjob, skal du kontakte dit kommunale Jobcenter. Jobcenteret afklarer arbejdsevnen og udarbejder sammen med dig en rehabiliteringsplan, som behandles i kommunens rehabiliteringsteam​. 

Kommunen skal ikke isoleret set vurdere det antal timer, som du kan være på arbejdet i. Kommunen skal også konkret gå ind og vurdere den effektivitet, du kan arbejde med.

Arbejdseffektivitet svarer til det antal opgaver, du kan få fra hånden i løbet af arbejdsdagen, ​sammenlignet med hvad en "rask" kollega får fra hånden. 

Huskeliste i forbindelse med overvejelser om fleksjob​

  1. Undersøg (evt. via tillidsrepræsentanten) om skol​en er åben for at etablere et fleksjob og/eller en ansættelse efter det sociale kapitel.
  2. Læs, hvordan du forbereder møde me​​d kommunen​
  3. Kontakt din bopælskommune, der skal behandle en anmodning og bevilge fleksjob.
  4. Kontakt ​AP-Pension og Magistrenes Arbejdsløshedskasse vedr. dine fremtidige forhold vedr. pension, arbejdsløshedsforsikring og efterløn.
  5. Kontakt GL´s socialrådgiver​, hvis der i øvrigt er spørgsmål du mangler svar på.

Førtidspension

​​​​​​​​​​​​​​​​Kommer du i en situation, hvor dine helbredsmæssige udfordringer påvirker dig i en sådan grad, at du ikke længere kan klare at arbejde på almindelige vilkår eller i et fleksjob, vil jobcentret kunne undersøge, om der skal ske indstilling til førtidspension.

Denne vurdering sker, som oftest, på baggrund af et længerevarende sygemeldingsforløb. I dette forløb vil kommunen være forpligtet til at undersøge, om alle muligheder for, om du kan varetage et arbejde, også på ganske få timer om ugen, er helt udelukket.

Hvis sagsbehandleren når frem til denne konklusion på din samlede situation, skal sagsbehandleren indstille til Rehabiliteringsteamet i kommunen. Dette team vil så foretage en tværfaglig helhedsvurdering af din samlede livssituation.

Dette møde i rehabiliteringsteamet kan ikke foregå uden din deltagelse.

Vær opmærksom på, at hvis du er under 40 år, så er muligheder for at få tilkendt førtidspension begrænset.

Hvis det er dokumenteret, at arbejdsevnen ikke kan forbedres, eller der er særlige forhold, der gør det åbenbart, at arbejdsevnen ikke kan forbedres, kan muligheden for en førtidspension forekomme før de 40 år.

Det kommunale Rehabiliteringsteam​ har ikke selvstændig kompetence til at træffe beslutning om, om du skal tilkendes førtidspension. Rehabiliteringsteamet kan alene drøfte og forholde sig til, om alle muligheder der er for at fastholde dig i arbejde eller fleksjob er opbrugt.

Vurderer Rehabiliteringsteamet, at der ikke er udviklingsmuligheder i din samlede situation, kan teamet indstille til drøftelse og vurdering i det kommunale pensionsudvalg.

  • Er de enige med Rehabiliteringsteamet om, at alle muligheder er afprøvede og udtømte
  • At der ikke er nogen former for udviklingspotentiale i din arbejdsevne
  • At din samlede arbejdsevne, i forhold til hele arbejdsmarkedet, er ophævet.

Vurderer pensionsudvalget enighed heri, vil der blive startet en konkret ansøgning om førtidspension.

Du vil modtage et brev om, at kommunen nu vil gå i gang med denne proces.

Derefter har kommunen max. tre måneder til at foretage den endelige godkendelse af bevilling af førtidspension.

Undtagelser

  1. Hvis man som borger udtrykker ønske om, at kommunen skal tage stilling til spørgsmålet om pension, vil Rehabiliteringsteamet udelukkende forholde sig til de oplysninger i sagen, som foreligger på dette tidspunkt. Er oplysningerne mangelfulde for en vurdering af arbejdsevnen, vil der blive givet afslag.

  2. I helt særlige situationer kan sagen forelægges det Kommunale pensionsudvalg uden om Rehabiliteringsteamet, hvis sundhedskoordinatoren har udtalt sig,​ og vurderingen er, at det er helt åbenbart, at arbejdsevnen ikke kan forbedres, eller at personen er terminal syg.

  3. Seniorpension: Formålet er at sikre, at personer, der er nedslidte eller har væsentlige helbredsproblemer efter et langt arbejdsliv, får en hurtigere og enklere adgang til pension. 

Seniorpension

​Retten til seniorpension er betinget af flere krav.

Læs mere om kravene på siden for seniorpension

Når sagen behandles i rehabiliteringsteamet

Sager om fleksjob og førtidspension behandles i kommunens rehabiliteringsteam. Teamet foretager en tværfaglig vurdering af din samlede situation og arbejdsevne.

Rehabiliteringsteamet består af repræsentanter fra jobcentret, sundhedsforvaltningen, socialforvaltningen og regionens kliniske funktion. Du deltager selv i mødet sammen med din sagsbehandler.

Efter mødet udarbejdes en skriftlig indstilling. Rehabiliteringsteamet har ikke kompetence til at træffe afgørelse. Indstillingen sendes til jobcentret, som træffer den endelige afgørelse og giver dig besked skriftligt med begrundelse og klagevejledning.

Ofte stillede spørgsmål

Her kan du få svar på ofte stillede spørgsmål om fleksjob og førtidspension.

Har du brug for at tale med en rådgiver?

​Har du brug for mere information om sygdom eller behov for rådgivning, kan du kontakte GL's socialrådgiver Lisbeth Ring Pedersen på tirsdage og torsdage kl. ​09-12.​​​​​